Tag familien med i Tropical Islands
Sandstrand og Stillehav. Regnskov, vandfald og laguner. Viftende palmer og fløjlsbløde tropenætter. Duftende orkideer og kulørte hibiscus, fremmede fuglefløjt og langbenede flamingoer i et junglelandskab. Vandrutsjebane og wellness, restauranter og barer. Det og meget mere venter jer i Tropical Islands.
Tag på tropisk badeferie nær Berlin
Længes I efter varmere himmelstrøg, kan drømmene indfries en kort køretur fra Danmark. Kun 60 km syd for Berlin venter 200 meter Bounty-strand, laguner og vandfald – i Tropical Islands, et overdækket regnskovslandskab på 66.000 kvadratmeter.
Indenfor er temperaturen konstant. Uanset årstiden er luften 28 grader og vandet 32. Glemt er mørke og kulde udenfor, når varmen omslutter jer, og eksotiske lyde og dufte, palmer og blomster, fugle og dyr fuldender drømmen om at være på en tropeø.
Så tag sydpå, smid overtøjet, tag strandkjolen over bikinien og stik fødderne i et par klipklapper og nyd så ellers tropevarmen og de gyldne sandstrande sammen med ungerne. Eller med din partner. I kan leje en lodge, et telt eller en hytte i varmen under kuplen, og udnytte, at I kan tage en dukkert lige præcis, når det passer jer. Eller I kan slå jer ned i en hytte på campingpladsen udenfor.
Det perfekte sted for hele familien
I den ene ende af den lavvandede sandstrand har de mindste en lang legeplads, hvor de kan grave og bygge sandslotte, mens forældrene slapper af på en liggestol. Større børn elsker den store vandrutsjebane og friheden til alene at udforske regnskoven og svømmeturene i det varme vand.
Mange vælger at overnatte inde i Tropical Islands og kan så tage en dukkert i den lune tropenat, gå i sauna og spa, for der er åbent hele døgnet.
I eksotiske hytter og pælehuse hentet hjem fra Bali, Borneo, Thailand og Samoa og rejst inde i tropelandskabet kan I spise eller lade bartenderen mikse en longdrink til at tage med hen til liggestolen.
Husk også solcremen
Kuplen over Tropical Islands er på sydsiden lavet af et materiale, som lader 80 procent af sollyset strømme ind, så man kan faktisk også godt blive brun, når man lægger sig på stranden i solskin. Husk solcreme!
Badelandet fortsætter ud i det fri
Udenfor er vandet også varmt – 32 grader. Her ligger Amazonia, et nyt og kæmpestort badeland på 35.000 m2. Mens de små hygger sig på vandlegepladsen, suser de større af sted ned ad den brusende bjergflod, og de voksne lader op i poolen med indbygget spa og hvirvlende grottebassiner – eller slår sig ned på en liggestol.
En 250 meter lang kanal, Tysklands længste Whitewater River, suser af sted ude i Amazonia, hvor massagedyser, nakkemassagebrusere og en Lazy River-kanal sørger for afspænding i den 540 m2 store pool. Springvand og fontæner gør det sjovt for både små og store børn, og i legeområdet kan mindre børn lege, mens forældrene puster ud i Relax-poolen i en liggestol med indbygget spa.
Amazonia ligger midt i et nyt strandlandskab med baner til beach soccer, beach volley og vandpolo.
Fra luftskibseventyr til tropelandskab
Tropical Islands blev bygget som hangar for luftskibet Cargolifter, men det blev aldrig sat i produktion, og projektet blev opgivet. I stedet blev den 360 meter lange og 107 meter høje hangar i 2004 bygget om til et stort junglelandskab med regnskov, strande, vandfald, laguner – og wellness, restauranter og barer.
I Tropical Islands finder I boblebade, wellness, saunalandskab, spisesteder, butikker, spilarkade og restauranter. Udenfor i de nyeste faciliteter i Amazonia er der bl.a. beach volley, beach soccer og 25 m svømmebaner.
Sov i troperne – eller udenfor
Inde i Tropical Islands kan I sove i en lodge direkte ved stranden, i et telt eller en flethytte inde i regnskoven. Eller I kan slå jer ned i en hytte eller i et mobil home udenfor på campingpladsen, der ligger i et naturområde med nåletræer og enge kun cirka 10 minutter til fods fra Tropical Islands hvælvede kuppel.
PRAKTISK
Tropical Islands
Tropical-Islands-Allee 1
15910 Krausnick
Man kan komme som dagsgæst eller blive hele døgnet inde i varmen og overnatte i telt, hotelværelse eller luksuslodge direkte på ”stranden”.
Man kan også bo udenfor, hvor der er mobile homes på campingpladsen, der ligger et et naturområde med nåletræer og enge kun 10 minutter til fods fra Tropical Islands.
Åbningstider
Døgnet rundt for gæster, der overnatter i Tropical Islands.
For dagsgæster er der åben kl 6-24.
Campingpladsen er bemandet kl 8-21.
I alt er der plads til 6.000 gæster under kuplen, men det er rarere at være der, når der er et par tusinde færre. Har I mulighed for at komme på hverdage, vil vi anbefale jer at gøre det.
Alt på et armbånd
Ved indgangen til Tropical Islands får I et chiparmbånd på, som registrerer jeres forbrug inde i varmen, og så betales det hele ved afrejse. I kan også låne en badekåbe mod pant.
Priserne varierer afhængig af billettype. En dagsbillet koster 42 kr. for voksne og 33 kr. for børn, seniorer (65+) og mennesker med handicap. Børn under 5 år har gratis adgang.