TAG PÅ SPÆNDENDE SHOPPING
Berlin er fuld af overraskelser, også når det gælder shopping. Især er udvalget af tøj, tasker og sko en øjenåbner for de fleste. Men også design til boligen, madvarer og vin kan det betale sig at kigge nærmere på. Så der er god grund til at levne lidt plads i bagagerummet til indkøb.
Berlin har det hele
Berlins modeverden er storslået og vildt varieret. Fra de dyreste butikker på Kurfürstendamm over billigere standard-mærker i Potsdamer Platz’s hightech-shopping-malls og til de særlige fund på Prenzlauer Bergs Kastanienallee og de små shops i Berlin Mitte, hvor der kun findes en af hver slags. Eller på madmarkederne – og alt det der imellem.
Kurfürstendamm – de kendte og de dyre
Kurfürstendamm, eller bare Ku’damm, var Vestberlins mest eksklusive indkøbsgade i årene under den kolde krig. I dag er konkurrencen bredt ud over et meget større areal, men det er stadig her, på en ret kort strækning i centrum af det gamle Vestberlin, at Chanel, Yves Saint Laurent, Luis Vuitton, Cartier, Dolce Gabbana og Bally ligger snublende tæt på hinanden – med nogle af byens mest luksuriøse hoteller og spisesteder som nærmeste naboer.
Ikke så dyre og prangende, men ikke mindre interessante butikker finder I i de mindre gader og pladser tæt på Ku’damm: Kantstraße, Fasanestraße, Bleibtreustraße og hele vejen rundt om Savignyplatz, hvor udvalget også rammer bredere end ren mode, og hvor der er dejlige steder at slå sig ned for at spise.
KaDeWe – mode- og madtemplet over dem alle
Kaufhaus des Westens, forkortet til KaDeWe, kan med rette kaldes STORmagasin. Det er sådan et sted, hvor ekspedienten i visse afdelinger godt kan antyde en lille rynke på næsen ad kunden, hvis det, hun søger, ikke er fint nok efter hans smag. Selvsagt finder I her – ligesom på Ku’damm et stenkast væk – de ypperste mærker inden for næsten alt, hvad man kan ønske sig.
Også når det gælder mad. KaDeWe er med rette kendt for sin madafdeling på 6. etage, den som stormagasinet selv kalder Feinschmeckeretage – oversættelse er vist ikke nødvendig. Går du efter lækkerier af enhver slags, og findes de overhovedet, så findes de her.
Bikini-Haus – den nye måde at shoppe på
Midt mellem banegård, bycentrum og Berlin Zoo er der blevet et nyt indkøbscenter ud af en arkitektonisk 50’er-klassiker i modernistisk Bauhaus-stil. Inde på de tre etager er det de nye design- og stilikoner, der har slået sig ned, blandt andre lokale berliner-mærker som Adddress og Andreas Murkudis sammen med f.eks. Lakrids by Johan Bülow, der lokker shoppere ud på en farlig galaj med lakridslækkerier. Ind imellem de permanente butikker veksler Pop-Up Boxes, hvor kendte brands kan præsentere nye produkter, eller unge designere kan vise deres kreationer frem.
Friedrichstraße – genopbygget forretningsgade
Før 2. Verdenskrig var Friedrichstraße stedet, hvor man gik ud, men efter krigen var gaden smadret og trods planer om at gøre den til en ny boulevard i DDR-tidens Østberlin, er den først for alvor genopbygget efter genforeningen. Friedrichstraße er først og fremmest fyldt ud med moderne bygninger med butikker – en af de bedste, hvis man er til bøger og musik, er Dussmanns Kulturkaufhaus, hvor der ovenikøbet er åben til midnat på hverdage og til 23.30 om lørdagen.
Knap så dyr mode som f.eks. Marco Polo er også værd at tjekke ud, og inde i den overdækkede Friedrichstadtpassage finder I international mode og design.
Det franske stormagasin Galeries Lafayette har sin plads i Friedrichstrasse – naturligvis på hjørnet af Französische Straße – designet af den franske arkitekt Jean Nouvel. Det er ham, der har tegnet DRs koncerthus i København, og den elegant svungne glasfacade lader ingen i tvivl om, at det, der gemmer sig bag ruderne, hedder luksus til efternavn. De fleste modemærker er da også fra modens by Paris. Madafdelingen i kælderen er værd at se nærmere på – her er franske specialiteter som macarons, oste og vine.
Arkader omkring Potsdamer Platz
I Potsdamer Arkaden, den lange overdækkede indkøbsarkade direkte på Potsdamer Platz, ligger 130 forskellige forretninger foruden cafeer og restauranter i tre etager. Prismæssigt befinder forretningerne her sig et sted mellem dem, der ligger på Ku’damm, og de fleste af forretningerne på Friedrichstraße. På Leipziger Platz, mellem Potsdamer Platz og Friedrichstraße, ligger Mall of Berlin, der er nyere og frem for alt meget, meget større end nogen af de andre shoppingcentre i Berlin. 270 butikker med mode, mad, design osv. – i en prisklasse, der svarer nogenlunde til Potsdamer Arkaden.
Listige adresser spredt i byen
Berlin består af mange små byer i byen, og derfor findes der gode shoppemuligheder i mange kvarterer. Stadigvæk i centrum ligger også Hackesche Höfe, otte baggårde, der er forbundet med hinanden og gemmer på små butikker, gallerier, barer og restauranter. Man kommer ind i området via Rosenthaler Straße, der i sig selv er et nærmere bekendtskab værd med mindre modeforretninger og cafeer.
Derudover er der de mange spændende markeder. Loppemarkedet i Mauerpark søndag formiddag er kæmpestort, spraglet og vidtfavnende. Et andet loppemarked er Berliner Trödelmarkt ved Hotel Novotel ved Tiergarten. I en helt anden kategori er det lille Ökomarkt på Kollwitz Platz i kvarteret Prenzlauer Berg, hvor økologiske avlere og andre stiller deres boder op og sælger frugt, grønt, kød, ost og andre lækkerier, foruden tøj og legetøj.
Og i Neukölln langs Landwehrkanal er der stort tyrkisk marked med duftende tyrkiske specialiteter, grøntsager i alle farver, hundredvis af stofruller til ethvert formål, sko og meget mere hver tirsdag og fredag.
PRAKTISK
KaDeWe
Tauentzienstraße 21-24
Åbningstider
Mandag-torsdag kl 10-20, fredag 10-21 og lørdag 9.30-20
Bikini-Haus
Budapester Str. 38-50
Åbningstider
Butikker og Pop-Up-Boxes har åben mandag-lørdag kl 10-20
Dussmanns Kulturkaufhaus
Friedrichstraße 90
Åbningstider
Mandag-fredag kl 9-24 og lørdag kl 9-23.30
Galeries Lafayette
Französische Straße 23
Potsdamer Arkaden og Mall of Berlin
Åbningstider
Begge indkøbscentre har åben mandag-lørdag kl 10-21
Markeder: HUSK at tage kontanter med, når I går på loppemarked – I kan ikke bruge kreditkort.
Berliner Trödelmarkt
Straße des 17. Juni 110
Åbningstider
Lørdag og søndag kl. 10-17
Ökomarkt på Kollwitz Platz
Kollwitzplatz
Åbningstider
Torsdag 12-19 og lørdag 9-16.
Türkischer Markt
Maybachufer
Det tyrkiske marked strækker sig fra hjørnet ved Kotbusser Damm og langt hen ad Maybachufer ved Landwehrkanal.
Åbningstider
Tirsdag og fredag 11-18.30