Den bedste seng i Speicherstadt

230
Værelserne er moderne indrettet i de smukke, gamle omgivelser

Kaffebørs, pakhus og UNESCO-verdensarv

Hotel Ameron i Hamburgs gamle frihavn Speicherstadt er bydelens bedste. Med garanti. Det er også det eneste. For selv om 20.000 mennesker engang krammede sig sammen i lejligheder her ved Hamburgs havnefront, må ingen i dag overnatte her. Altså bortset fra dem, der sover i sengene på Hotel Ameron.

Lejlighederne blev jævnet med jorden i 1888 for at give plads til Speicherstadts pakhuse, der blev bygget med små spir og hejseværk ned til kanalerne, hvor skibene blev losset. Og nu er de Hamburgs eneste UNESCO Verdenskulturarv.

Hotel Ameron åbnede i 2014 i et pakhus, der engang var fyldt med kaffe. Hotellets festsalen var engang Hamborgs gamle kaffebørs, datidens tredjevigtigste – efter Rio og New York.

Trappen op til receptionen på Hotel Amron virker som dige, hvis der bliver stormflod (foto: Hamburg Marketing).

Sov trygt højt oppe over Elbens urolige vand

Forbuddet mod at sove i Speicherstadt skyldes Elben, hvor vandet kan stige til dramatiske, ja ligefrem livsfarlige, højder. I 1962 druknede 315 mennesker i Hamburg i det iskolde vand, da floden under en vinterstorm skyllede ind fra Nordsøen.

Katastrofen kan være svær at forestille sig, når solen skinner, og du nyder udsigten gennem ruderne på vejen over kanalen og ind til det overdådige morgenbord i hotellets restaurant.

Stormflodsrisikoen er imidlertid forklaringen på, at receptionisten står en halv etage længere oppe end indgangsdøren i gadeniveau – og grunden til, at designhotellets værelser ligger endnu længere oppe i pakhuset.

Men så kan du roligt lægge dig til at sove – godt, sikkert og trygt.

Læs historien om hotellet – og book værelse – på Hotel Ameron, Am Sandtorkai 4, 20457 Hamburg.