Til te i Hamburgs Hafencity

273
Momentums temester fortæller om te hver torsdag (foto: Messmer Momentum).

Moment(um), bitte

Har du et øjeblik eller måske flere, og trænger du til at slappe af efter et have travet den nye bydel HafenCity tyndt på en hæsblæsende sightseeing, så er tesalonen Messmer Momentum det helt rigtige sted at hente nye kræfter.

Straks inden for døren slår duften af te dig beroligende i møde. Væggene i blå og varmt gule Messmer-farver er polstret med tykke, lyddæmpende materialer, som organisk og blødt omslutter sofaer og stole i siddegrupper, så gæster og grupper kan slå sig ned i sit eget velgørende univers.

Når du synker ned på plads, og du har bestilt din te, som tjeneren serverer dampende varm, gylden og velduftende i delikate, hvide kopper – måske med en typisk engelsk teanretning med scones og trekants-sandwich i tre etager, ja så smyger du storbyens lyde og indtryk af med et dybt, befriet suk helt ned i den dybeste del af maven.

Tysklands ældste temærke – en kejser værdig

Messmer er Tysklands ældste temærke (fra 1895), og historien om grundlæggeren, der blev kejserlig hofleverandør hos Kejser Wilhelm 1. i Berlin, fortælles i temuseet, der også er en del af Messmer Momentum.

I den lille butik kan du købe te i løs vægt, teposer, tekander, tekrus, teæg, ja snart sagt alt det, en ægte tedrikker behøver. Jeg kan anbefale teen Messmer Earl Grey i den særlige udgave med kornblomst – køb mindst et halvt kilo ad gangen, hvis du er tedrikker, også når du kommer hjem til Danmark.

Messmer Momentum, Kaiserkai 10, 20457 Hamburg. Daglig 11-20.

Tip: Hver torsdag eftermiddag kl. 16 fortæller Messmers temester på 20 minutter basalt om tebrygning og forskellige typer af te.

Tebutikken i Wasserschloss har mere end 200 forskellige sorter – og alt tilbehør til tebrygning (foto: Jytte Flamsholt).

Te på alle hylder i Vandslottet

Der er også te i dåserne – flere end 200 forskellige slags – i butikken, i kopperne i restaurant Wasserschloss, og der bydes på tesmagning hver onsdag kl. 17. Wasserschloss, der for 100 år siden var samlingssted for de arbejdere, der holdt tilsyn med lagerbygningernes hejseværk, er en af Speicherstadts mest fotograferede bygninger; den ligger malerisk på spidsen af den lille halvø mellem kanalerne Wandrahmsfleet og Holländischbrookfleet.

Skal du selv have et foto med hjem, tager den sig bedst ud fra Poggenmühlenbrücke.

Teekontor im Wasserschloss, Dienerreihe 4, 20457 Hamburg. Daglig 10-19.