Flensborg er blevet rom-by – igen

977
I Flensborgs hyggelige Rote Strasse kan I smage på rom og blive klogere på Flensborgs historie som rom-by (fotos: Braasch).

Rom er ikke bare noget, man bare blander med cola. Den mørke drik lavet på sukkerrør har fået en renæssance og sælges til skyhøje priser. Men lige på den anden side af grænsen kan I smage på den dejlige drik af egen produktion. Flensborg har nemlig en fortid som rom-by, helt tilbage til dengang den var dansk.

Skibe lastet med sukker og rom og mange andre varer fra De Vestindiske Øer ankom til Flensborg Fjord, og byen tjente mange penge på de mange romhuse, der dengang fandtes. De tider er forbi for længst, men det unge Braasch vin- og romhus har taget romproduktionen op igen.

Rommen kommer, som den altid har gjort, fra Vestindien, men den forfines efter gammel skik i Flensborg. Resultatet sælges hos Braasch, der har til huse i en af Flensborgs hyggeligste gader, Rote Strasse.

Walter Braasch, der selv er udlært destillatør, har gjort sin historiske samling af udstyr til fremstilling af rom til et rom-museum.

Her deler far og søn, Walter og Karsten Braasch, interessen for rom, og de skabt et helt lille rom-museum i 2. baggård bag deres vin- og spiritushandel. Her bliver man klogere på romfremstillingen og historien om Flensborg som rom-by, og kniber det med at følge med på tysk, findes der information om udstillingen på blandt andet dansk.

Entre til Braasch Rum Manufaktur Museum er gratis, og der følger også en smagsprøve på rommen med på en rundvisning. Museet og butikken har åbent mandag-fredag kl. 10-18.30, lørdag 10-15.

Rom-museet ligger inde i en af de hyggelige baggårde i Rote Strasse i Flensborgs gamle bydel.