documenta er lig med moderne kunst i Kassel

164
Hovedkvarter for documenta-udstillingerne er bygningen Fridericianum i Kassel. (Foto: Torsten Krüger, DZT)

Tysklands flygtigste museum viser kunst i 100 dage

Kunstudstillingen documenta gør hvert fjerde år Kassel til et af Tysklands største kulturrejsemål. Udstillingen, der varer 100 dage og derfor kaldes 100-dages-museet, ses som et af de vigtigste vinduer for tendenser inden for moderne og samtidskunst.

Første gang, documenta fandt sted, var i 1955. Ideen og initiativet kom fra Arnold Bodes, der var maler og professor i Kassel, og siden har der været documenta 13 gange og lige nu er documenta 14 i gang.

Her i 2017 holdes documenta for første gang to steder, nemlig i Athen i Grækenland og i Kassel, og udstillingen har fået titlen ”Learning from Athens”. Ideen til den dobbelte documenta fik Adam Szymczyk, der er kunstnerisk leder af documenta 14 – en titel, der skifter fra gang til gang.

Kunstnere fra alle kontinenter

Listen over de 160 deltagende udstillere tæller kunstnere fra alle kontinenter, blandt andre det syriske filmkollektiv Abounaddara og den irakiske kunstner Hiwa K, der lever i Berlin, foruden den østrigske kunstner Lois Weinberger og dokumentaristen og filminstruktøren Wang Bing, der er fra Kina. De deltagende kunstnere er med begge steder.

Samtidig med udstillingen samles publikum til en lang række foredrag og performances med kunstnere og eksperter. For byens gæster og kunstturister er der guidede ture rundt til de kunstværker, der er blevet stående fra tidligere documenta-udstillinger, og som nu er i byens eje.

Læs mere om documenta 14.