Bådtur på Spree

1082
Oplev Berlin fra vandsiden med en bådtur på Spree.

Minicruise i Berlin

En sejltur på Spree er en overraskende måde at opleve Berlin på. Her ser du byen nedefra, fra soldækket eller bænket lunt inden for i en glasoverdækket flodbåd, samtidig med at byens historie rulles ud for øjnene af dig. Et minicruise uden søgang og et godt supplement til sejlturen Gedser-Rostock.

Opdag Berlin nedefra
En sightseeing behøver ikke altid foregå på toppen af en dobbeltdækker – og hvorfor ikke tune in på Berlin på en tur på floden Spree. Som andre sightseeingture giver bådturen et godt indtryk af, hvordan byen er skruet sammen, og det gør det lettere at orientere sig, når man bagefter skal rundt på egen hånd.

Vælg en rundtur på floden og Landwehrkanal, så I ikke bruger halvdelen af tiden på at sejle frem og tilbage på det samme stykke flod. Landwehrkanal blev anlagt i 1845-50 for at aflaste Spree. Kanalen forbinder den østlige og den vestlige del af Spree og løber gennem skønne boligområder – bl.a. med husbåde – i Kreuzberg, Neukölln, Tiergarten og Charlottenburg.

Bøj nakken, der kommer en bro
Vanddybden i Spree er ca. 3 meter, mens vandhøjden i floden reguleres af 7 sluser. På den måde kan berlinerne bedre undgå oversvømmelser. Og så er der så mange broer i Berlin, at man på en rundtur passerer 64 af dem. Nogle af broerne er så lave, at man bliver bedt om at bøje nakken, når båden sejler under dem.

Med båd kan du nyde udsigten til kendte bygninger, beboelseskvarterer og parker og opleve nye sider af millionbyen.

Bliv guidet på dansk
En rundtur varer 3-3,5 time, og mens båden glider roligt gennem byen, fortælles der om de steder, I passerer – lej evt. et sæt høretelefoner, så I kan høre det hele på dansk. Det er værd at følge med, for fortællingerne og historierne er relevante og rækker langt ud over tal og detaljer, som man hurtigt glemmer igen.

Undervejs kan I også få nye ideer til, hvad I skal se, når I igen får fast grund under fødderne: Hvor I skal finde en legeplads til børnene, hvilket museum eller hvilken park, der står på programmet, eller hvor I skal sætte jer med den næste kolde øl eller kaffe.

Der er god tid til at overveje planerne – sejladsen gennem byen foregår i adstadigt tempo og med pragtfuld udsigt fra dækket på en solskinsdag, eller bag ruderne over en dampende varm grog eller et krus kaffe på en kold dag.

PRAKTISK

Berlins havne, floder og kanaler
Berlins mange vandveje med mindre havne og kanaler er yndede udflugtsmål. Trafikken til vands kan være tæt, for hele 40 rederier sejler i Berlin. Tilsammen har de et væld af forskellige udflugtsmuligheder på Spree.

Herunder to af de selskaber, vi vil anbefale på grund af et stort udvalg af forskellige ture både om dagen og om aftenen.

Stern- und Kreis Schiffahrt
Puschkinallee 15,
Telefon: +49 (0)305363600

Stern und Kreis er Berlins største og ældste selskab med udflugtsskibe

Reederei Riedel
Nalepastraße 10-16
Telefon: +49 (0)6796147

Reederei Riedel har 16 udflugtsskibe med servering, og på flere ture er der underholdning ombord. Deres nyeste tiltag er el-drevne skibe, der får strøm fra solceller.